
Brandmuseet er oprindeligt oprettet af kunstmaler Jørgen von Hahn og købt af Fonden Gamle Sønderho i 2003 med økonomiske støtte fra Købstædernes Forsikring. Selve sprøjtehuset ejes af Fanø Kommune, som velvilligt har stillet bygningen til rådighed for Fonden Gamle Sønderho.
Sprøjtehuset er et af Danmarks ældste og bedst bevarede. I bygningen, som siden 1868 har huset den gamle brandsprøjte, har Jørgen von Hahn gennem årene samlet effekter, optegnelser m.m., der giver et levende indtryk af datidens brandberedskab. Museet repræsenterer en vigtig del af udviklingen inden for beredskab og brandbekæmpelse, ikke bare på Fanø men i Danmark, og derfor er det værd at bevare samlingen for eftertiden.
Det gamle sprøjtehus er en trefags grundmuret bygning centralt beliggende i forhold til den oprindelige bebyggelse i Sønderho. Bygningen har fulde trægavle med luge. I gavlen er der en dobbeltfløjet port. Bygningen har stråtag.
Ved sprøjtehuset står der fortsat en sirene, som benyttes den dag i dag af Sønderho Brandvæsen, som har til huse i Sønderho Rutebilstation. Den aktiveres som det eneste sted i kongeriget Danmark hver lørdag kl. 12. Sønderho har i dag et effektivt og moderne brandvæsen.
Det er vigtigt at bevare Brandmuseet som en del af helheden i byen og til påmindelse af brandfaren i Sønderho.
Porten åbnes 1. juni og holdes åben hele sommerhalvåret.
Copyright: Henrik Haar