Respekt for brandfaren
Indtil 1868 fandtes der ikke noget fælles brandslukningsudstyr i Sønderho ud over brandhage, stiger og læderspande, som var ophængt strategiske steder i byen og har været det siden 1805. Et sæt var ophængt i Vestbyen (Vester Land) i Nørbyen (som før i tiden kaldtes Narland, i dag Nord Land), et ved kirken og et ved skolen.
I forbindelse med tegning af en brandforsikring forpligtede ejeren sig til, at der ved hver enkelt bygning forefindes ”anordnede brandredskaber, som de blev benævnt i brandtaksationer. Disse redskaber, som skulle omfatte brandhager, stiger og læderspande, blev kontrolleret af de taksationsmænd, som vurderede huset med henblik på, at ejeren tegnede en brandforsikring.
Det vigtigste redskab har været brandhagen, som blev brugt til at rive brændende stråtag ned fra tagkonstruktionen, således at ilden ikke skulle brede sig til tagtømmeret eller flyve over på naboejendommende.
I Sønderho ligger husene meget meget tæt, når det tages i betragtning, at størsteparten af husene har stråtag. I tilfælde af brand kan ilden med lethed spredes, idet et brændende stråtag let går i opløsning, efterhånden som bindgarnene brændes over. De brændende, flyvende strå har ikke langt til de næste stråtage. Påpasseligheden har selvsagt været stor! Men dels har vanerne fra sejlskibene med hensyn til forsigtig omgang med ild været overført af søfolkene fra havet til husene, og dels var der allerede i 1743 udstedt vedtægter omkring færdsel med tændte piber i det fri: Disse tændte piber skulle have låg på.
I husene var der påmindelser om brandfaren. På ildstedshamrene kunne for eksempel ses påmindelser som:
Tænd op i Jesu navn,
og bed, at ilden kun gør gavn,
og give Gud i nåde
din egen ej må råde.
Fra sejlskibenes tid var der tradition for, at hver familie opbevarede gamle sejl på loftet. Sejlene kunne vædes og lægges på stråtaget i tilfælde af brand på en ejendom i nærheden. På den måde har indbyggerne i Sønderho til dels kunne undgå, at deres huse brændte ned. Byen er derfor så velbevaret, som den er i dag.
Copyright: Henrik Haar