
Udlejning af Fanødragter
Fonden Gamle Sønderho råder over en omfattende samling af de karakteristiske Sønderho-dragter, som frem til 1950’erne blev båret af kvinder i Sønderho som en naturlig del af hverdagen. I dag lever traditionen videre, når dragterne bæres på Sønderhodag og ved andre festlige lejligheder.
Det er muligt at leje en dragt gennem Fonden hele året. Det gøres ved at sende en mail til info@fondengamlesonderho.dk, hvorefter man bliver kontaktet af en fra vores dragtudvalg.
Dragtleje medlemmer:
100 kr
Dragtleje
ikke-medlemmer:
300 KR.
Dragtleje til kirkelige handlinger udover Sønderhodag
for medlemmer:
GRATIS
Priserne gælder for hverdags- og festdragt, enkedragt, børnedragt og herretøj.
Som udgangspunkt er det dragtudvalget, der sammensætter skørt, dragt og klude inden for den ønskede dragtkategori, da de har stor erfaring og viden om de historisk korrekte sammensætninger.
Særligt i forbindelse med Sønderhodag er det ikke muligt at tage individuelle ønsker til sammensætningen i betragtning. Vi håber på jeres forståelse og tillid til dragtudvalgets faglige vurdering.
Beskrivelser af Sønderho-dragterne findes i et hæfte til 25 kr, som kan erhverves i Lorenzens Butik.
DRAGTLEJE - SØNDERHODAG 2026

Børne-, hverdags- og festdragt udlejes:
Torsdag d. 16. juli
Fredag d. 17. juli
På Sønderho Skole, Kåvervej 27, kl. 16:00-18:00.
Når man møder frem torsdag, får man et nummer udleveret. De første 30 numre får dragten udleveret torsdag, hvorefter de resterende får deres dragt fredag. Om fredagen udleveres der ligeledes numre i forlængelse af numrene fra torsdag.
Kom i god tid.
Kludebinding
På selve Sønderhodag d. 19. juli kan man få sat sin klud i Sønderho Forsamlingshus, Gammel Byvej 8, kl. 8.30-11.00.
Husk selv knappenåle.
Aflevering af dragt
Mandag d. 20. juli efter Sønderhodag skal dragten afleveres i Lorenzens Butik, Nord Land 2A i tidsrummet 11.00 til 13.00.
Dragten skal ved aflevering være tør og lagt sammen.
For sen aflevering: 100 kr for hver dragt.
I lighed med sidste år vil det være muligt at leje sin dragt tidligt fx i forbindelse med, at man er i
byen. Se nedenfor:
LODSEDDELBØRN OG
DE "SMÅ" BRUDEPIGER
Fra gammel tid har det været en fast tradition, at piger og drenge sælger lodsedler i ugen op til Sønderhodag til fordel for Fonden Gamle Sønderhos bevaringsarbejde.
Iført de smukke Fanødragter går børnene rundt i små grupper i både Sønderho og Nordby. På den måde opstår der særlige venskaber, som ofte varer ved helt ind i voksenalderen. Om aftenen samles mange af lodseddelbørnene i Sønderho Forsamlingshus, hvor de får undervisning i Sønderhoning og Fannik sammen med de voksne.
Mange af børnene drømmer om at blive så dygtige dansere, at de – når de fylder 18 år – får lov til at danse på Møllebanken til Sønderhodag som en del af brudefolket. Traditionen har gennem tiden haft så stor betydning for børnene, at familierne ofte har været “nødt” til at planlægge en del af deres ferie i Sønderho netop i denne periode.


