top of page

Fanøtørklæder

Unikke tørklæder fra Fanøs kulturarv:

Håndvævet kvalitet - hvert tørklæde fortæller en historie

Fanøtørklædet er et af øens smukkeste kendetegn – tæt forbundet med folkedragterne og den maritime kulturhistorie. Traditionen går tilbage til 1700- og 1800-tallet, hvor Fanøs søfolk sejlede på langfart til fjerne egne. Når de vendte hjem fra rejser til bl.a. Asien, bragte de de fineste silketørklæder med til deres koner og døtre. Mange af disse stammede fra Kina og Indien, og de blev hurtigt en del af den lokale klædedragt – et synligt bevis på Fanøs møde med verden. I dag lever traditionen videre. Fanøtørklæderne bliver stadig håndvævet i Indien af dygtige vævere i en landsby med stolte håndværkstraditioner. Før arbejdet begynder, analyserer den danske væver Margit Korshøj et originalt tørklæde fra Fonden Gamle Sønderhos samling. Hun beskriver nøje mønster, farver, materialer og vævetæthed, så de indiske vævere kan følge traditionen med stor præcision. At skabe et Fanøtørklæde er en langsommelig og krævende proces. Opsætningen af væven kan tage flere dage, da der ofte arbejdes med op til 30 silketråde pr. centimeter. Først væves prøver – et arbejde, der typisk tager 3-4 måneder. Derefter kan selve produktionen begynde, som tager yderligere 3-4 måneder. Når tørklæderne endelig er færdigvævede, bliver de vasket, kantet, forsynet med labels, strøget og pakket. Hvert tørklæde er unikt. Små variationer i vævningen vidner om det håndværksmæssige arbejde og understreger forskellen fra et maskinfremstillet produkt. Et Fanøtørklæde er derfor meget mere end et stykke stof – det er resultatet af mange måneders dedikeret arbejde, stor faglighed og dyb respekt for traditionen. Prisen afspejler netop denne lange, omhyggelige proces, og hvert tørklæde bærer på en historie, der forbinder Fanø med resten af verden.

Kategorier

bottom of page